Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)
Januar 2024
26. januar 2024
Pengepolitik
Korrigerende foranstaltninger for nationale centralbankers transaktioner, der overtræder forbuddet mod monetær finansiering
Den 18. december 2023 besluttede Styrelsesrådet, at renter på inddrivelser ville være en passende korrigerende foranstaltning at foreslå en national centralbank i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod monetær finansiering i artikel 123, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Sådanne overtrædelser kan forekomme, når en national centralbank har finansieret transaktioner, som skulle have været finansieret af andre offentlige myndigheder eller organer. Tidligere havde der kun været tale om korrigerende handlinger i form af statslig tilbagebetaling af de pågældende midler til den nationale centralbank. Fra 1. januar 2024 omfatter de også renter af tilbagebetalingsbeløbet. Den relevante rentesats er den pågældende medlemsstats 10-årige statsobligationsrente eller, hvis dette ikke er muligt, renten i henhold til den metode, som Europa-Kommissionen har anvendt i tilfælde af ulovlig statsstøtte, begge med en nedre grænse på nul.
Markedsoperationer
Ændringer af afgørelsen om indførelse af programmet til opkøb af virksomhedsobligationer
Den 15. december 2023 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2023/38 om ændring af afgørelse (EU) 2016/948 om indførelse af programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (ECB/2016/16). Ændringsretsakten gennemfører Styrelsesrådets afgørelse af 5. oktober 2023 om at ændre visse elementer af metoden til vurdering af udstedernes klimaresultater inden for rammerne af vægtning af benchmarket for opkøb af virksomhedsobligationer i retning af udstedere med bedre klimaresultater.
Offentliggørelse af en sanktionsafgørelse for manglende overholdelse af reservekravene
Den 29. december 2023 gennemgik Styrelsesrådet i overensstemmelse med de gældende retlige rammer en sanktionsafgørelse truffet af Direktionen i oktober 2023 og bekræftede, at der ikke ville gælde nogen undtagelse med hensyn til ikke-anonymiseret offentliggørelse af den pågældende sanktion, som skyldes, at et kreditinstitut i euroområdet ikke overholder sit reservekrav. Efter ændringen ved forordning ECB/2023/13 fastsætter artikel 9, stk. 1, i forordning ECB/1999/4, at ECB offentliggør enhver afgørelse om pålæggelse af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af dens forordninger eller afgørelser. Når afgørelsen er endelig, offentliggøres den på ECB's websted.
Markedsinfrastruktur og betalinger
Resultatet af klassifikationen af betalingssystemer i 2022
Den 15. december 2023 godkendte Styrelsesrådet resultatet af den årlige øvelse vedrørende klassifikation af betalingssystemer på grundlag af data for referenceåret 2022. I overensstemmelse med bestemmelserne i ECB's forordning om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (SIPS-forordningen) og i Eurosystemets reviderede rammer for overvågning af detailbetalingssystemer giver denne regelmæssige øvelse ECB mulighed for at klassificere betalingssystemer som systemisk vigtige betalingssystemer (SIPS), ikke-systemisk vigtige betalingssystemer for store betalinger (LVPS), detailbetalingssystemer af stor betydning (PIRPS) eller andre detailbetalingssystemer (ORPS). Resultatet af øvelsen findes på ECB's websted.
Udnævnelse af den eksterne eksaminator for TARGET2-Securities (T2S)
Den 21. december 2023 udnævnte Styrelsesrådet PricewaterhouseCoopers GmbH Wirtschaftsprüfungsgesellschaft som ny ekstern eksaminator for T2S efter udløbet af mandatet for Deloitte GmbH Wirtschaftsprüfungsgesellschaft. Den eksterne eksaminator afgiver bl.a. en årlig udtalelse om effektiviteten af de kontroller, som Eurosystemet udfører som led i den løbende udvikling og drift af T2S.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om ret til domstolsprøvelse bevilget til indehavere af kvalificeret bankkredit
Den 15. december 2023 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2023/44 på anmodning af det slovenske finansministerium.
ECB's udtalelse om pålæggelsen af en skat for kreditinstitutter
Den 15. december 2023 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2023/45 på anmodning af det nederlandske finansministerium.
ECB's udtalelse om betalingsfri perioder
Den 19. december 2023 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2023/46 på anmodning af formanden for det polske parlament.
ECB's udtalelse om en lovgivningspakke vedrørende krisestyring i banksektoren
Den 29. december 2023 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2023/47 på anmodning af Republikken Cyperns finansministerium.
ECB's udtalelse om en forfatningslov om kontanter som lovligt betalingsmiddel og adgang til kontanter
Den 11. januar 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/1, som er udarbejdet på ECB's eget initiativ.
ECB's udtalelse om udfasningen af den danske 1 000-kroneseddel og nedsættelsen af kontantforbudsgrænsen
Den 12. januar 2024 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2024/2 på anmodning af det danske erhvervsministerium.
Corporate governance
Oprettelse af et midlertidigt direktorat for projektet om en digital euro
Den 15. december 2023 tog Styrelsesrådet den omstrukturering af ECB's Generaldirektorat for Markedsintegration & Betalinger (GD/MIP), som Direktionen havde foreslået, til efterretning. Ved denne omstrukturering oprettes en særlig forretningsenhed, Direktoratet for Digital Euro, fra 1. februar 2024 til 31. januar 2026.
Fordeling af ECB's repræsentanters ansvarsområder i Tilsynsrådet
Den 28. december 2023 tog Styrelsesrådet en omfordeling af ansvarsområderne for Anneli Tuominen og Elizabeth McCaul, ECB's repræsentanter i Tilsynsrådet, til efterretning, for så vidt angår cyberrisiko og den digitale dagsorden, som det kommer til udtryk under "interesseområder" i deres respektive CV'er.
Statistik
Ændret retningslinje om den korte eurorente (EURSTR)
Den 18. januar 2024 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2024/1 om ændring af retningslinje (EU) 2019/1265 om den korte eurorente (EURSTR). Denne ændringsretsakt gennemfører Styrelsesrådets afgørelse af 5. april 2023 om at udvide rapporteringspopulationen for indberetning af pengemarkedsstatistik ved at tilføje 24 nye monetære finansielle institutioner (MFI'er), som skal begynde indberetningen 1. juli 2024. Ændringerne vedrører også en intern arbejdsdelingsordning i Eurosystemet, hvor ECB kan udføre kvalitetssikringsopgaverne og ansvaret for EURSTR på vegne af de nationale centralbanker, der ikke driver en lokal indsamlingsplatform (LCP). Retningslinjen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.
ECB Banktilsyn
Offentliggørelse af vurdering af forretningsmodeller og interne ledelses- og risikostyringsmetoder
Den 18. december 2023 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre vurderingen af forretningsmodellen og de interne ledelses- og risikostyringsmetoder, der anvendes i tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP). Begge dokumenter findes på ECB's banktilsynswebsted.
Opdateret tilsynsmanual
Den 28. december 2023 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre en opdatering af tilsynsmanualen. Tilsynsmanualen beskriver den organisatoriske opbygning af Den Fælles Tilsynsmekanisme (SSM), definerer metoderne, processerne og procedurerne for banktilsyn i euroområdet og forklarer, hvordan SSM samarbejder med andre myndigheder inden for de bredere institutionelle rammer. Den opdaterede manual findes på ECB's banktilsynswebsted.
Offentliggørelse af listen over mindre signifikante institutter med stor indvirkning for 2024
Den 2. januar 2024 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre listen over mindre signifikante institutter med stor indvirkning for 2024. Listen vil blive offentliggjort i rette tid på ECB's banktilsynswebsted.
Rapport om risici som følge af manglende overensstemmelse mellem bankernes finansiering og EU's klimamål
Den 10. januar 2024 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om på ECB's banktilsynswebsted at offentliggøre en rapport om risici som følge af manglende overensstemmelse mellem bankernes finansiering og EU's klimamål. Rapporten konkluderer på grundlag af data, der er udarbejdet ved hjælp af open source-vurderingsmetoden Paris Agreement Capital Transition Assessment (PACTA), at euroområdets banksektor viser en betydelig uoverensstemmelse i denne henseende og derfor kan blive udsat for øgede omstillingsrisici.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt