Finanspolitik og pengepolitik i en monetær union

Pengepolitik og finanspolitik understøtter økonomien på forskellige måder

Pengepolitik og finanspolitik er to vigtige redskaber til at holde økonomien sund. De har begge indflydelse på økonomien, men på forskellige måder.

Pengepolitik drejer sig om at holde priserne på de varer og tjenesteydelser, vi køber, stabile. Det er centralbankens opgave at sikre, at inflationen – den takt, hvormed de samlede priser på varer og tjenesteydelser ændrer sig over tid – forbliver lav, stabil og forudsigelig.

Finanspolitik er de økonomiske beslutninger, som regeringer træffer. Regeringerne kan beslutte at bruge penge på at yde offentlig service, støtte økonomien og mindske uligheder. Pengene til dette kan de opkræve via skatter, eller de kan låne dem på de finansielle markeder.

Samspillet mellem pengepolitik og finanspolitik er vigtigt

Pengepolitik og finanspolitik fungerer på forskellige måder. Men der er også et samspil mellem dem. Prisstabilitet og en økonomi i balance er nemlig to sider af samme sag. Som vi så det under pandemien, er denne forbindelse især stor i krisetider. Krisen ramte Europa hårdt og skadede økonomien, men pengepolitik og finanspolitik arbejdede sammen om at forbedre situationen. Denne fælles tilgang hjalp mange mennesker og virksomheder med at klare sig igennem krisen. Hvis der ikke havde været dette samarbejde mellem pengepolitik og finanspolitik, ville den positive virkning have været mindre.

Den måde, pengepolitik og finanspolitik interagerer med hinanden på, har betydning for økonomiens sundhedstilstand. Derfor drøftede vi dette samspil i vores gennemgang af den pengepolitiske strategi.

Én pengepolitik, mange finanspolitikker

Pengepolitik og finanspolitik skal arbejde sammen, for at en økonomi kan fungere gnidningsløst. Det er ikke altid let – især fordi de i euroområdet er uafhængige af hinanden. ECB fører en fælles pengepolitik for de 19 lande i euroområdet. Men de enkelte landes nationale regering fører sin egen finanspolitik. Der er en god grund til denne adskillelse. Historien har vist os, at når centralbankerne er under regeringens fulde kontrol, kan priserne stige voldsomt og komme ud af kontrol.

De europæiske ledere er blevet enige om en række centrale principper, som skal forhindre, at dette sker igen. For det første er ECB uafhængig. Regeringerne må ikke bestemme, hvad ECB skal gøre. For det andet må ECB ikke give penge direkte til regeringerne. Og for det tredje skal regeringerne overholde nogle fælles regler for at holde deres udgifter under kontrol.

Nye udfordringer kræver, at pengepolitik og finanspolitik samarbejder

Disse principper er stadig relevante i dag. Men det seneste årti har også vist, at nye udfordringer kræver nye svar fra både pengepolitikken og finanspolitikken.

Store forandringer i samfundet har ændret den måde, vores økonomi fungerer på. Det er forandringer som globalisering og det faktum, at verdens befolkning lever længere og sparer mere op. Desuden indledte den globale finansielle krise i 2008 en lang periode med økonomisk svaghed. Inflationen har været for lav i mange af verdens økonomier, herunder euroområdet.

Som svar på disse udfordringer har ECB nedsat renten. ECB har også reageret med nye værktøjer til at holde priserne stabile i disse vanskelige tider. Når renterne er meget lave eller endog negative, har centralbankerne begrænset råderum til at gøre mere for at understøtte en svag økonomi.

I sådan en situation bliver offentlige udgifter vigtigere og får også større effekt. De kan være med til at løfte økonomien og bringe inflationen tilbage på linje med centralbankens mål. Det fælles bidrag fra pengepolitik og finanspolitik er særlig relevant, når økonomien er inde i en svær periode.

Det afhænger af, hvordan økonomien har det

Hvordan pengepolitik og finanspolitik interagerer i fremtiden, afhænger af, hvordan økonomien har det. Når økonomien ikke har det godt, og renterne allerede er meget lave, giver det mening, at pengepolitik og finanspolitik arbejder sammen om at rette op på økonomien. Når økonomien fungerer gnidningsløst, er der mindre behov for et tæt samarbejde. Når det sker, bør regeringerne arbejde hen imod at sikre, at deres finanser er i god form. Det vil bidrage til at gøre dem klar til fremtidige udfordringer.