SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

PRESSEKONFERENCE

Mario Draghi, formand for ECB,
Vítor Constâncio, næstformand for ECB,
Tallinn, 8. juni 2017

Mine damer og herrer, det er mig en stor glæde, sammen med næstformanden, at kunne byde jer velkommen til denne pressekonference. Jeg vil gerne takke nationalbankdirektør Ardo Hansson for den store gæstfrihed og rette en særlig tak til hans medarbejdere for det fremragende arrangement i forbindelse med dagens møde i Styrelsesrådet. Vi vil nu orientere om resultatet af vores møde.

På baggrund af vores regelmæssige økonomiske og monetære analyser besluttede vi at fastholde ECB's officielle renter. Vi forventer, at de forbliver på det nuværende niveau i en længere periode, hvilket vil sige et godt stykke ud over tidshorisonten for vores nettoopkøb. For så vidt angår de ekstraordinære pengepolitiske foranstaltninger, bekræfter vi, at det er vores hensigt at fortsætte nettoopkøbene på det nuværende månedlige niveau på 60 mia. euro indtil udgangen af december 2017 – eller om nødvendigt endnu længere – og under alle omstændigheder, indtil Styrelsesrådet ser en vedvarende tilpasning i inflationsudviklingen, som er i overensstemmelse med dets inflationsmål. Nettoopkøbene vil blive foretaget parallelt med, at afdragene på hovedstolen fra værdipapirer opkøbt inden for opkøbsprogrammet geninvesteres, efterhånden som de forfalder.

Vores pengepolitiske foranstaltninger fastholder fortsat de meget gunstige finansieringsforhold, som er nødvendige for at sikre en vedvarende konvergens i inflationen i retning af et niveau under, men tæt på 2 pct. på mellemlangt sigt. Information offentliggjort siden vores seneste pengepolitiske møde sidst i april bekræfter, at der har været en kraftigere fremgang i euroområdets økonomi, som ventes at vokse i et noget hurtigere tempo end tidligere forventet. Vi anser nu de risici, som findes i tilknytning til vækstudsigterne, for at være stort set afbalancerede.

Samtidig har den økonomiske vækst endnu ikke udmøntet sig i en kraftigere inflationsudvikling. Indtil videre er mål for den underliggende inflation forblevet afdæmpede. En meget lempelig pengepolitik er derfor stadig nødvendig, for at et underliggende inflationspres i euroområdet kan opbygges og understøtte den samlede inflation på mellemlangt sigt. Hvis udsigterne bliver mindre gunstige, eller hvis de finansielle forhold ikke længere stemmer overens med yderligere fremskridt mod en vedvarende tilpasning af inflationsudviklingen, er vi klar til at udvide opkøbsprogrammets omfang og/eller varighed.

Lad mig nu nærmere forklare vores vurdering og i den forbindelse begynde med den økonomiske analyse. Realt BNP i euroområdet steg i 1. kvartal 2017 med 0,6 pct. kvartal-til-kvartal efter en stigning på 0,5 pct. i 4. kvartal 2016. De seneste data, navnlig konjunkturbarometre, peger stadig i retning af en solid, bredt funderet vækst i den kommende periode. Gennemslaget af vores pengepolitiske foranstaltninger har fremmet nedgearingen og bør fortsat understøtte den indenlandske efterspørgsel. Især opsvinget i investeringerne styrkes fortsat af meget gunstige finansieringsforhold og forbedringer af virksomhedernes rentabilitet. Den disponible realindkomst og det private forbrug understøttes af en fremgang i beskæftigelsen, som også styrkes af tidligere arbejdsmarkedsreformer. Desuden understøtter den globale genopretning i stigende grad handlen og euroområdets eksport. De økonomiske vækstudsigter dæmpes dog stadig af en langsommelig gennemførelse af strukturelle reformer, særlig på produktmarkederne, og af et fortsat behov for at tilpasse balancerne i en række sektorer, på trods af løbende forbedringer.

Denne vurdering er stort set på linje med de makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet, som Eurosystemets stab har offentliggjort i juni 2017. Fremskrivningerne blev udarbejdet sidst i maj, og de er betingede af den fuldstændige gennemførelse af alle vores pengepolitiske foranstaltninger. I henhold til fremskrivningerne bliver den årlige vækst i realt BNP på 1,9 pct. i 2017, 1,8 pct. i 2018 og 1,7 pct. i 2019. Sammenlignet med ECB's stabs makroøkonomiske fremskrivninger fra marts 2017 er udsigten for væksten i realt BNP blevet opjusteret i fremskrivningsperioden.

Risiciene i forbindelse med vækstudsigterne for euroområdet anses for at være stort set afbalancerede. På den ene side øger den aktuelle positive konjunkturudvikling chancerne for et økonomisk opsving, der bliver kraftigere end ventet. På den anden side er der fortsat nedadrettede risici i tilknytning til primært globale faktorer.

Ifølge Eurostats foreløbige skøn var den årlige HICP-inflation i euroområdet 1,4 pct. i maj, 1,9 pct. i april og 1,5 pct. i marts. Som forventet skyldtes de seneste udsving i inflationen primært energipriserne og midlertidige prisstigninger på tjenesteydelser omkring påske. På grundlag af de nuværende futurespriser på olie vil den samlede inflation sandsynligvis forblive nogenlunde på det nuværende niveau i de kommende måneder. Samtidig er mål for den underliggende inflation forblevet lave og har endnu ikke vist overbevisende tegn på en stigning, idet uudnyttede ressourcer stadig påvirker den indenlandske pris- og løndannelse negativt. Den underliggende inflation forventes kun at stige gradvist på mellemlangt sigt, understøttet af vores pengepolitiske foranstaltninger, den fortsatte økonomiske vækst og den dertil svarende gradvise absorbering af uudnyttet økonomisk kapacitet.

Denne vurdering er også stort set på linje med de makroøkonomiske fremskrivninger for euroområdet, som Eurosystemets stab har offentliggjort i juni 2017. Her ventes en årlig HICP-inflation på 1,5 pct. i 2017, 1,3 pct. i 2018 og 1,6 pct. i 2019. I forhold til ECB's stabs makroøkonomiske fremskrivninger fra marts 2017 er udsigterne for den samlede HICP-inflation blevet nedjusteret, hovedsagelig på grund af lavere oliepriser.

For så vidt angår den monetære analyse, er væksten i det brede pengemængdemål (M3) fortsat robust. Den årlige vækstrate var således 4,9 pct. i april 2017 (5,3 pct. i marts). Den årlige vækst i M3 blev som i de foregående måneder hovedsagelig understøttet af pengemængdemålets mest likvide komponenter med en årlig vækst i det snævre pengemængdemål (M1) på 9,2 pct. i april 2017 (9,1 pct. i marts).

Det opsving i udlån til den private sektor, som er observeret siden begyndelsen af 2014, fortsætter. Den årlige vækst i udlån til ikke-finansielle selskaber steg til 2,4 pct. i april 2017 (2,3 pct. i marts), mens den årlige vækst i udlån til husholdningerne forblev stabil på 2,4 pct. i april. Gennemslaget af de pengepolitiske foranstaltninger, som er gennemført siden juni 2014, understøtter fortsat i betydelig grad lånebetingelserne for virksomheder og husholdninger, adgangen til finansiering, især for små og mellemstore virksomheder, og dermed kreditstrømme i hele euroområdet.

Sammenfattende bekræftede et krydstjek mellem resultatet af den økonomiske analyse og signalerne fra den monetære analyse, at en meget lempelig pengepolitik stadig er nødvendig for at sikre en varig tilbagevenden til en inflationsudvikling, der igen nærmer sig et niveau under, men tæt på 2 pct.

For at få det fulde udbytte af vores pengepolitiske foranstaltninger er det nødvendigt, at andre politiske områder yder et meget mere målrettet bidrag til at styrke den økonomiske vækst. Gennemførelsen af strukturelle reformer skal intensiveres betydeligt for at øge modstandskraften, nedbringe den strukturelle arbejdsløshed og øge produktiviteten og væksten i produktionspotentialet. Hvad angår finanspolitikken, ville alle lande med fordel kunne øge deres bestræbelser på at opnå en mere vækstfremmende sammensætning af de offentlige finanser. En fuldstændig, gennemsigtig og konsekvent gennemførelse af stabilitets- og vækstpagten og proceduren i forbindelse med makroøkonomiske ubalancer over tid og på tværs af lande er stadig afgørende for at styrke modstandskraften i euroområdets økonomi.

De er nu velkommen til at stille spørgsmål.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt

Vi bruger cookies på vores websted

Vi bruger funktionelle cookies til at lagre brugerpræferencer, analysecookies til at forbedre webstedets resultater, tredjepartscookies, der er fastsat af tredjepartstjenester, der er integreret på webstedet. Du kan vælge at acceptere eller afvise dem. For yderligere oplysninger eller for at gennemgå din præference for de cookies og serverlogfiler, vi bruger, opfordrer vi dig til: