Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)
Januar-februar 2026
27. februar 2026
Ekstern kommunikation
Erklæring til støtte for Federal Reserves formand Jerome H. Powell
Den 13. januar 2026 offentliggjorde ECB en erklæring underskrevet af centralbanker rundt om i verden, herunder ECB's formand Christine Lagarde på vegne af Styrelsesrådet, hvori de gav udtryk for deres fulde solidaritet med Federal Reserve System og formanden Jerome H. Powell og understregede betydningen af centralbankuafhængighed som en hjørnesten i prisstabilitet, finansiel og økonomisk stabilitet.
Klima- og naturplan efter 2025
Den 16. januar 2026 offentliggjorde ECB en pressemeddelelse om, at den havde indarbejdet klima- og naturrisici yderligere i sit centrale arbejde ved at afslutte sin klima- og naturplan 2024-2025. ECB gentog, at den er fast besluttet på at sikre modstandsdygtighed ved at integrere klima og natur i sit arbejde, og forklarede, at den fortsat vil intensivere arbejdet på tre prioriterede områder: omstilling til en grøn økonomi, håndtering af de stigende fysiske konsekvenser af klimaændringer for økonomien og det finansielle system og virkninger af naturrisici og forringelse af økosystemerne.
Samarbejde mellem ECB og ONCE Foundation for at sikre universel adgang til den digitale euro
Den 18. februar 2026 offentliggjorde ECB en pressemeddelelse om en samarbejdsaftale med ONCE Foundation for Cooperation and Social Inclusion of People with Disabilities vedrørende den digitale euroapp for at sikre, at den er let tilgængelig for alle, herunder personer med handicap eller begrænsede digitale færdigheder og ældre voksne. Nærmere oplysninger om projektet om en digital euro findes på ECB's websted.
Markedsoperationer
Forrentning af overskydende reserver på anfordringskonti hos godkendte pengepolitiske modparter
I december 2025 besluttede Styrelsesrådet at forenkle forrentningen af overskydende reserver i henhold til artikel 1, stk. 1, i Den Europæiske Centralbanks afgørelse (EU) 2019/1743 (ECB/2019/31) og gav de relevante udvalg i Eurosystemet/Det Europæiske System af Centralbanker mandat til at forberede gennemførelsen af denne afgørelse inden udgangen af 1. halvår 2026. Overskydende reserver hos institutter, der er godkendt som modparter i Eurosystemets pengepolitiske operationer i overensstemmelse med Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2015/510 (ECB/2014/60), forrentes til enhver tid med renten på indlånsfaciliteten, dvs. ikke kun når denne rente er negativ. Anvendelsesdatoen for den forenklede forrentning af overskydende reserver vil blive bekræftet i forbindelse med offentliggørelsen af de ændrede retsakter til gennemførelse af afgørelsen.
Ændringer af retsakter om gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme
Den 22. januar 2026 vedtog Styrelsesrådet ændringer af de retsakter, der gennemfører Eurosystemets pengepolitiske ramme. Ændringsretsakterne er retningslinje ECB/2026/1 om ændring af retningslinje (EU) 2015/510 om gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme, retningslinje ECB/2026/2 om ændring af retningslinje (EU) 2016/65 om anvendelsen af haircuts i forbindelse med gennemførelsen af Eurosystemets pengepolitiske ramme og retningslinje ECB/2026/3 om ændring af retningslinje ECB/2014/31 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed samt retningslinje ECB/2026/4 om ændring af afgørelse (EU) 2024/3129 om forvaltningen af sikkerhedsstillelse i Eurosystemets kreditoperationer.
Ændringerne træder i kraft 30. marts 2026 og omfatter de ændringer, der er nærmere beskrevet i en pressemeddelelse herom, som findes på ECB's websted. I en anden pressemeddelelse bebudes godkendelsen af omsættelige aktiver udstedt i værdipapircentraler, der anvender distributed ledger-teknologi (DLT) som sikkerhed i Eurosystemets kreditoperationer fra 30. marts 2026, og der skitseres yderligere undersøgende arbejde med henblik på at udvide betingelsen til aktiver, der udelukkende udstedes og afvikles på DLT-netværk. Dette blev også godkendt af Styrelsesrådet i forbindelse med den årlige opdatering af de retsakter, der gennemfører Eurosystemets pengepolitiske ramme.
Årlig gennemgang af listen over godkendte ikke-regulerede markeder og listen over anerkendte agencies, der er accepteret i Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse
Den 22. januar 2026 besluttede Styrelsesrådet efter en årlig gennemgang ikke at foretage ændringer i listen over ikke-regulerede markeder, som ECB har godkendt. Styrelsesrådet besluttede også at tilføje en udsteder, Finnish Fund for Industrial Cooperation Ltd (Finnfund), til listen over udstedere, som ECB har godkendt som agencies, der er godkendt til at deltage i Eurosystemets rammer for sikkerhedsstillelse. De nuværende lister findes på ECB's websted.
ECB's udvidede repofacilitet for centralbanker
Den 14. februar 2026 meddelte ECB, at Styrelsesrådet havde besluttet at forbedre Eurosystemets repofacilitet for centralbanker (EUREP) med henblik på at indføre stående adgang, udvide den geografiske rækkevidde og gøre faciliteten mere fleksibel og effektiv med hensyn til at understøtte en gnidningsløs transmission af pengepolitikken i euroområdet i tilfælde af likviditetsmangel i euro i udlandet. Under EUREP yder Eurosystemet bagstopperlikviditet i euro til centralbanker uden for euroområdet mod sikkerhedsstillelse i euro af høj kvalitet og med passende risikobegrænsende foranstaltninger. EUREP supplerer ECB's swapaftaler, som forbliver uændrede. Der findes en pressemeddelelse og en side med ofte stillede spørgsmål på ECB's websted. ECB's formand gav også yderligere oplysninger i en tale på sikkerhedskonferencen i München den 14. februar 2026.
Makroprudentiel politik og finansiel stabilitet
Fælles ESRB/ECB-rapport om risici for den finansielle stabilitet som følge af geoøkonomisk fragmentering
Den 20. januar 2026 noterede Styrelsesrådet sig en fælles rapport fra Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) og ECB om risici for den finansielle stabilitet som følge af geoøkonomisk fragmentering. Rapporten, der undersøger, hvordan stigende geopolitiske risici og øget usikkerhed kan påvirke den finansielle stabilitet i euroområdet og i hele EU, og identificerer de vigtigste transmissionskanaler, hvorigennem geopolitiske stød kan sprede sig til det finansielle system, findes på ESRB's og ECB's websteder sammen med en pressemeddelelse herom.
Fælles ESRB/ECB-rapport om risici for den finansielle stabilitet som følge af forbindelser mellem banker og finansielle institutioner uden for banksektoren
Den 6. februar 2026 noterede Styrelsesrådet sig en fælles rapport udarbejdet af ESRB og ECB om risici for den finansielle stabilitet som følge af forbindelser mellem banker og sektoren for finansiel formidling uden for banksektoren. Rapporten, der beskriver de vigtigste roller, som bankerne spiller i samspil med disse institutter, og de mekanismer, hvorigennem disse aktiviteter kan føre til, at systemiske risici materialiserer sig, findes på ESRB's og ECB's websteder sammen med en pressemeddelelse herom.
Markedsinfrastruktur og betalinger
Centrale modparter (CCP'er) i euroområdet, der er godkendt til CCP-kreditfaciliteten
Den 19. december 2025 godkendte Styrelsesrådet listen over centrale modparter, som er godkendt til CCP-kreditfaciliteten, og som efterfølgende blev offentliggjort på ECB's websted. For at opnå godkendelse til at gøre brug af kreditfaciliteten skal de centrale modparter opfylde de specifikke krav, som fremgår af bilag I, del II, artikel 10, stk. 5, i retningslinjen om TARGET.
Ændret mandat for Markedsinfrastrukturrådet og indledning af fornyelsen af dets medlemskab
Den 19. december 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2025/43 om ændring af afgørelse (EU) 2019/166 om Markedsinfrastrukturrådet (ECB/2019/3). Den ændrede afgørelse indeholder flere ajourføringer af forretningsordenen for Markedsinfrastrukturrådet i lyset af de erfaringer, der er gjort siden den seneste ændring af afgørelsen, samt ajourføringer af adfærdskodeksen for dets medlemmer. Det afspejler også iværksættelsen af Eurosystemets system til forvaltning af sikkerhedsstillelse i juni 2025. Styrelsesrådet besluttede også at iværksætte indkaldelsen af ansøgninger til et nyt medlemskab af Markedsinfrastrukturrådet (dvs. de ni medlemmer, der repræsenterer nationale centralbanker i Eurosystemet, og medlemmer fra nationale centralbanker uden for euroområdet samt to ikke-centralbankmedlemmer) for den næste periode fra 1. juni 2026 til 31. maj 2029.
Rådgivning om lovgivning
ECB's udtalelse om en stigning i en skat pålagt kreditinstitutter
Den 19. december 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/45 på anmodning af den belgiske vicepremierminister og finans- og pensionsminister med ansvar for det nationale lotteri og de føderale kulturinstitutioner.
ECB's udtalelse om Latvijas Bankas tilsynsmæssige uafhængighed, forebyggelse af interessekonflikter og Latvijas Bankas opgaver i forbindelse med afvikling af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber samt statistiske opgaver
Den 8. januar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/1 på anmodning af det lettiske finansministerium.
ECB's udtalelse om Banque Nationale de Belgique/Nationale Bank van Belgiës tilsynsmæssige uafhængighed, forebyggelse af interessekonflikter blandt dens medarbejdere og ledelsesorganer, uafhængige bestyrelsesmedlemmer og kreditinstitutters strategiske beslutninger
Den 19. januar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/2 på anmodning af den belgiske finansminister.
ECB's udtalelse om begrænsninger for kontantbetalinger
Den 22. januar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/3 på anmodning af den nederlandske finansminister.
ECB's udtalelse om mindstereservekravet for Magyar Nemzeti Bank
Den 27. januar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/4 på anmodning af Magyar Nemzeti Bank.
ECB's udtalelse om Sveriges Riksbanks makroprudentielle rolle og om visse makroprudentielle tiltag
Den 6. februar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/5 på anmodning af det svenske finansministerium.
Corporate governance
ECB's henstilling om eksterne revisorer for Banka Slovenije
Den 19. december 2025 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2025/42 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Banka Slovenije.
Ændringer af ansættelsesvilkårene for ECB's ansatte
Den 19. december 2025 vedtog Styrelsesrådet to afgørelser om ændring af ansættelsesvilkårene for ansatte i Den Europæiske Centralbank og af vilkårene for midlertidig ansættelse. Den første ændrede afgørelse, for så vidt angår personoplysninger og lægejournaler og ydelser ved uarbejdsdygtighed, øger databeskyttelsen i forbindelse med behandling af helbredsoplysninger om ECB's ansatte og sikrer klarhed og overensstemmelse med EU's retlige rammer og ånden i De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, hvorved den nuværende betegnelse "tillæg til personer med handicap" erstattes af "tillæg for uarbejdsdygtighed". Den anden ændrede afgørelse styrker ECB's regler og processer vedrørende indberetning, undersøgelse og disciplinær opfølgning i forbindelse med manglende opfyldelse af faglige forpligtelser med særligt fokus på effektivt at tackle problemer med adfærd på arbejdspladsen. Den seneste udgave af Ansættelsesvilkår for ansatte i Den Europæiske Centralbank findes på ECB's websted.
ECB's årsregnskab 2025
Den 25. februar 2026 godkendte Styrelsesrådet ECB's reviderede regnskab for regnskabsåret 2025. Årsregnskabet findes sammen med en pressemeddelelse på ECB's websted.
Udtalelse fra Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank om Rådets henstilling om udnævnelsen af næstformanden for Den Europæiske Centralbank
Den 25. februar 2026 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2026/6 på anmodning af formanden for Det Europæiske Råd. Der findes også en pressemeddelelse om dette på ECB's websted.
Udnævnelse af fungerende sekretær for pengepolitik i Styrelsesrådet
Den 25. februar 2026 udnævnte Styrelsesrådet Christophe Kamps, vicegeneraldirektør i ECB's Generaldirektorat for Pengepolitik, til fungerende sekretær for pengepolitik med virkning fra 1. marts 2026, indtil der udnævnes en ny generaldirektør for pengepolitik som efterfølger for Massimo Rostagno, der går på pension ved udgangen af februar 2026. Styrelsesrådet takkede Massimo Rostagno for hans utrættelige engagement og store bidrag til ECB's pengepolitik gennem de mange arbejdsår.
Statistik
Årsrapport 2024 om beskyttelse af fortroligheden af enkelte statistiske oplysninger, som ECB indsamler bistået af de nationale centralbanker
Den 30. december 2025 godkendte Styrelsesrådet - med udgangspunkt i bemærkninger fra medlemmerne af Det Generelle Råd - rapporten 2024 med titlen "Statistical confidentiality protection in the European System of Central Banks (ESCB)" og gav tilladelse til offentliggørelse heraf. Rapporten findes på ECB's websted og på de nationale centralbankers websteder, såfremt disse har valgt at offentliggøre den.
Internationalt og europæisk samarbejde
Styrelsesrådets prioriteter for de europæiske strukturpolitikker
Den 5. februar 2026 udvekslede medlemmerne af Styrelsesrådet synspunkter om, hvilke prioritetsområder Europa bør fokusere på for at gøre økonomien mere produktiv, konkurrencedygtig og modstandsdygtig. Styrelsesrådet vedtog følgende liste over prioriteter: i) en opsparings- og investeringsunion, ii) en digital euro og tokeniserede engros-centralbankpenge, iii) uddybning af EU's indre marked, iv) fremme af innovation og beskyttelse af åben strategisk autonomi og v) forenkling af lovgivningen og styrkelse af centrale institutionelle rammer. Listen blev fremsendt til formanden for Europa-Kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd og EU's ledere forud for deres uformelle arbejdsmøde 12. februar 2026.
ECB Banktilsyn
Delegation af beføjelsen til at vedtage afgørelser vedrørende fusioner, spaltninger og erhvervelser af væsentlige kapitalandele
Den 13. februar 2026 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod et forslag fra Tilsynsrådet om at vedtage afgørelse ECB/2026/5 om delegation af beføjelser til at vedtage afgørelser vedrørende fusioner, spaltninger og erhvervelse af væsentlige kapitalandele. Afgørelsen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.
Tvangsbøder pålagt én bank i euroområdet
Den 13. februar 2026 meddelte ECB, at den havde pålagt Crédit Agricole, S.A. tvangsbøder på 7.551.050 euro for manglende overholdelse af et af kravene i ECB's afgørelse af 8. februar 2024, som bl.a. fastsatte kravet om, at banken skal foretage en væsentlighedsvurdering af sine klima- og miljørisici. En pressemeddelelse herom findes på ECB Banktilsyns websted.
Administrative sanktioner pålagt én bank i euroområdet
Den 19. februar 2026 meddelte ECB, at den havde pålagt J.P. Morgan SE to administrative bøder på i alt 12.180.000 euro for at have indberettet forkert beregnede risikovægtede aktiver. En pressemeddelelse herom findes på ECB Banktilsyns websted.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt