2-euroerindringsmønter – 2012
Beskrivelserne på denne side stammer fra Den Europæiske Unions Tidende og kan derfor afvige en smule fra andet materiale, der er offentliggjort her på webstedet.
Luxembourg
Anledning: Brylluppet mellem Arvestorhertug Guillaume og Grevinde Stéphanie de Lannoy
Beskrivelse: Beskrivelse: Mønten afbilder på den indre dels venstre side Hans Kongelige Højhed Storhertug Henri og på højre side Arvestorhertug Guillaume foran Grevinde Stéphanie. Ordene "PRËNZENHOCHZAÏT" og "LËTZEBUERG" ses over årstallet "2012" nederst på møntens indre del flankeret af møntmærket og møntmesterens initialer. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 1,4 mio. mønter
Udsendt: December 2012
Vatikanstaten
Anledning: Det syvende verdensmøde for familier
Beskrivelse: I møntens indre del ses en familie med katedralen i Milano, der er værtsby for det syvende verdensmøde for familier, i baggrunden. Begivenheden finder sted hvert tredje år for at fremhæve familien som menneskehedens fælles arv, idet familien er universel og bidrager til livets menneskelige element overalt i verden. Omkring billedet af familien står navnet på begivenheden og Vatikanstaten på italiensk samt årstallet "2012". Møntmærket "R" ses mellem drengen og hans mor. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 115.000 mønter
Udsendt: Oktober 2012
Finland
Anledning: 150-året for kunstneren Helene Schjerfbecks fødsel
Beskrivelse: I møntens indre del ses et stiliseret selvportræt af kunstneren, hendes navn "HELENE SCHJERFBECK" og årstallene 1862-1946 skrevet lodret henholdsvis til venstre og højre herfor. Nederst til venstre for portrættet ses angivelsen af udstedelseslandet "FI" og udstedelsesåret "2012". Møntmærket ses på kanten af møntens indre del lige under årstallene for kunstnerens fødsel og død. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 2 mio. mønter
Udsendt: September 2012
Μalta
Anledning: Indførelse af flertalsrepræsentation i 1887
Beskrivelse: Designet i møntens indre del er skabt af den maltesiske kunstner Gianni Bonnici og viser en jublende menneskeskare med guvernørpaladset i Valletta i baggrunden. Inskriptionen "MALTA – Majority representation 1887" ses øverst på møntens indre kant og udstedelsesåret "2012" nederst. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 430.000 mønter
Udsendt: September 2012
Monaco
Anledning: 500-året for grundlæggelsen af Monacos suverænitet af grundlæggeren Lucien Grimaldi den 1.
Beskrivelse: I møntens indre del ses et portræt af Lucien Grimaldi den 1. i profil, vendt mod venstre. Inskriptionen "1512 SOUVERAINETE DE MONACO 2012" er placeret oven over portrættet i en bue langs den yderste kant af den indre del af mønten, flankeret af to ornamantale detaljer i begyndelsen og slutningen af teksten. Forneden er portrættet til venstre flankeret af et overflødighedshorn (Monnaie de Paris' møntmærke) og til højre af en lille blomst, som er gravørens mærke. Oven over møntmærket er grundlæggerens navn "Lucien Ier" indgraveret. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 100.000 mønter
Udsendt: Juli 2012
Frankrig
Anledning: 100-året for Abbé Pierres fødsel. I Frankrig var og er han kendt for sin indsats for de fattige.
Beskrivelse: I møntens indre del ses et portræt af Abbé Pierre med den velkendte baskerhue. Portrættet befinder sig en lille smule til venstre for midten, og logoet for organisationen, der bærer hans navn, ses til højre ("Et les autres?" (Og de andre?), skrevet med mikroskrift). Det var organisationens motto og en påmindelse om, at man aldrig må glemme at hjælpe andre. Inskriptionen "Centenaire de la naissance de l'abbé Pierre" (100-året for Abbé Pierres fødsel) danner en bue rundt om portrættet langs kanten af møntens indre del, og flankeres til venstre af et overflødighedshorn (Monnaie de Paris' møntmærke) og bogstaverne "RF", som står for den møntudstedende stat, og til højre af en blomst, som er gravørens mærke. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 1 mio. mønter
Udsendt: Juli 2012
Portugal
Anledning: Europæisk kulturhovedstad 2012, byen Guimarães i det nordlige Portugal
Beskrivelse: På møntens indre del ses et stiliseret billede af Afonso Henriques, Portugals første konge, hans sværd og slottet i Guimarães, der anses for at være fødestedet for Portugal som uafhængig nation i det 12. århundrede. Til venstre for billedet ses det portugisiske skjold over ordet "PORTUGAL". Nederst til højre ses inskriptionen "GUIMARÃES 2012" samt logoet for Guimarães, europæisk kulturhovedstad 2012. Langs den nederste kant af den indre del ses møntmærket "INCM" og navnet på designeren, "JOSÉ DE GUIMARÃES". På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 520.000 mønter
Udsendt: Juni 2012
Belgien
Anledning: 75 års jubilæet for dronning Elisabeth-konkurrencen
Beskrivelse: Møntens indre del viser logoet for dronning Elisabeth-konkurrencen, placeret i selve billedet af dronning Elisabeth i venstreprofil. Dronningen indførte musikkonkurrencen i 1937. Til venstre ses gravørens mærke (en fjerpen) og til højre møntmærket (ærkeenglen Michaels hoved). I en halvcirkel langs den nederste kant af den indre del står inskriptionen "QUEEN ELISABETH COMPETITION" og langs den øverste kant årstallene "1937 – 2012", der markerer 75 års jubilæet for konkurrencen. Bogstaverne "BE" til højre for billedet angiver udstedelseslandet. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 5 mio. mønter
Udsendt: Maj 2012
Italien
Anledning: 100-året for Giovanni Pascolis død
Beskrivelse: I den indre del af mønten ses et portræt af digteren fra Romagna, Giovanni Pascoli, en typisk repræsentant for italiensk litteratur i slutningen af det 19. århundrede. Portrættet flankeres af året for digterens død "1912", møntmærket "R" og bogstaverne "M.C.C.", designeren Maria Carmela Colaneris initialer, til venstre, og udstedelsesåret "2012" umiddelbart oven over monogrammet for Den Italienske Republik, "RI", til højre. I bunden ses den bueformede inskription "G. PASCOLI" under portrættet. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 15 mio. mønter
Udsendt: April 2012
Spanien
Anledning: Katedralen i Burgos – UNESCO-verdensarvsserien
Beskrivelse: Møntens indre del viser Catedral Nuestra Senora i Burgos. Den er indviet til jomfru Maria og er berømt for sin størrelse og enestående arkitektur. Opførelsen af katedralen påbegyndtes i 1221, og allerede ni år senere var den taget i brug som kirke, selv om arbejdet fortsatte i perioder frem til 1567. Den er primært bygget i fransk gotisk stil, men med renæssanceelementer, som blev tilføjet i det 15. og 16. århundrede. Over billedet står navnet på udstedelseslandet, "ESPAÑA", til venstre og årstallet "2012" til højre. Til højre ses møntmærket (M med en krone over). På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 8 mio. mønter
Udsendt: Marts 2012
Eurolandene
Anledning: 10-årsjubilæet for eurosedler og mønter
Beskrivelse: Møntens indre del, der er designet af Helmut Andexlinger fra Østrigs Mønt og udvalgt af borgere og indbyggere i euroområdet til den fælles erindringsmønt i 2012, afbilder verden i form af et eurosymbol i midten, som symboliserer, at euroen er blevet en ægte global medspiller i de seneste 10 år. Billederne, der omgiver eurotegnet, symboliserer euroens betydning for almindelige mennesker (repræsenteret ved en familie), finansverdenen (Eurotower), handlen (et skib), industrien (en fabrik) og energisektoren samt forskning og udvikling (to vindturbiner). Designerens initialer "A.H." ses (hvis man ser grundigt efter) mellem skibet og Eurotower. Langs den øverste og nederste kant af møntens indre del står henholdsvis udstedelsesland og årstallene "2002 – 2012". Mønten udstedes af alle eurolande. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: Varierer fra land til land
Udsendt: Januar 2012 i alle eurolandene undtagen San Marino (maj 2012)
Luxembourg
Anledning: Storhertug Henri og Storhertug Guillaume IV – "storhertugdømme-serien"
Beskrivelse: Til venstre i møntens indre del ses Hans Kongelige Højhed Storhertug Henris portræt foran portrættet af hans oldefar, Storhertug Guillaume IV. Begge ser mod højre. Under portrætterne står deres navne, "HENRI" og "GUILLAUME IV † 1912". Over dem ses årstallet "2012", flankeret af møntmærket (Merkurstav) til venstre og gravørens mærke (en sejlbåd) til højre samt ordene "GRANDS-DUCS DE LUXEMBOURG". I baggrunden ses Luxembourg by. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 1,4 mio. mønter
Udsendt: Januar 2012
Tyskland
Anledning: Delstaten Bayern
Beskrivelse: Motivet i møntens indre del, som er designet af Erich Ott, er et af Bayerns berømteste vartegn, slottet Neuschwanstein, set fra øst med portbygningen i forgrunden og slottet med dets romantiske tårne og de majestætiske bjerge i baggrunden. Under motivet står delstatens navn "BAYERN". Til højre ses møntfabrikkens møntmærke (A, D, F, G eller J) og til venstre designerens initaler. På møntens ydre ring ses EU-flagets 12 stjerner.
Antal: 30 mio. mønter
Udsendt: Januar 2012